De vildtforrevne Skyer over Maanens Lysning jager,
de ligne store Fugle, der Flugt imod Havet tager.
Tungsindigt Maanen skinner paa Floden, der sortklædt flyder
igennem Kineserstaden med de mangfoldige Gyder.
Og fra de fjerne Marker, hvor Byens Grænser slippe,
høres en snøvlende Sang fra en Opiumskippe.
Pfu! hvor skummelt lyser i Mørke den fattige Hytte,
dens hvide, takkede Gavle spidse Ørene og lytte.
Djonkernes Masteskove flænge Taagerne og rager
frem igennem Natten som truende Stager.
Og gennem det flade Landskab med de forladte Dokker
Floden som en Slange igennem Mørket rokker.
Dens lystne Fraade slikker om Damperens klamme Side,
jeg ser i Nattemørket den Dragekroppen vride.
Sé, da glider en Baad frem, en Sampan paa Floden vrikker
Skikkelser færdes ombord — som sorte forvildede Prikker.
De farer frem og tilbage i Skæret fra Maanens Rige,
da lyder et Pladsk i Mørket, et Barn jeg hører skrige.
Og medens jeg bøjer mig frem for bedre at se og høre,
en Kineser, der staar ved min Side, hvisker ind i mit Øre:
„Moderen dræber sit Barn!” — og atter Baaden forsvinder,
Natten er søvnløs og klar — Floden mod Havdybet rinder.