Aage Matthison-Hansen (1864–1938)

Jeg vandred langsmed Bækkens Bred

bag Møllens Elmeskjul,

jeg hørte ej, hvor Bækken skred,

og ej det travle Hjul;

jeg hørte intet Fuglefløjt,

ej Myggens Aftensang,

fordi mit Hjærte slog saa højt

og døved hver en Klang.

Jeg sad paa Elmetræets Rod,

hvor Skyggen daled alt

og mens den gled om Haand og Fod,

jeg følte ej den faldt.

Jeg lytted for at høre Skridt,

jeg lytted efter Ord,

mit Hjærte bankede i Trit

med hver en Lyd paa Jord.

Han kom ej, nej — han kommer ej,

alene Natten kom,

Smaastjærner sad paa Himlens Vej,

hver i sin Helligdom.

Mens Aftenluften stille gled

i Elmeløvets Hang,

mit Hjærte græd i Ensomhed

sin stille Klagesang.

Og hastigt mine Taarer randt,

da Noget bag mig stod,

en Arm sig om min Skulder vandt

og ildnede mit Blod,

den drog mig nær, den drog og drog

tavs laa den stille Vang;

i Jubel vore Hjærter slog

og døved hver en Klang.