Trækfugle ere vi — Fugle,
der drage langvejs bort,
Rhinskvinen funkler i Glasset,
Natten, der varer saa kort,
fyldes af festlige Stemmer,
toner af Sang og Musik,
Stemningens Bølger der bruse,
Bobler, der brast og forgik.
Dørene aabnes mod Parken —
udenfor er der tyst,
ene en Springvandsstraale
løfter sin sølverne Røst,
Skyggerne vokser mod Aften
og under Skumringens Gys
Dalens Konturer svinde,
blive til Farve og Lys.
Lysene funkler i Skove —
og som en Perlerad
ligger paa Bjergenes Skrænter
hele den slumrende Stad,
tusinde Lamper der tændtes,
titter fra Haverne frem,
alle de straalende Øjne,
Byens utallige Hjem.
Hør dog, o hør, denne Stemme,
der i den tavse Kveld
stiger som Springvandets Straale
op mod det blaanende Fjeld,
blanke som Sølvet dens Toner
stiger i perlende Fryd,
rummende Bjergenes Rigdom
i sin forjættende Lyd.
Alle har lyttet i Tavshed
under den muntre Fest,
Værten, der løfter sit Bæger,
hilser den fremmede Gæst;
Sangens Gudinde i Buchholz,
hyllet i Lykkens Gevandt,
intet er skønt som en Stemning,
der gennem Natten forsvandt.