Sangerne tier herinde,
Hjertet i Barmen fik Ro,
Natten er fulgt efter Dagen,
Fred mellem Gravene bo.
Sælsomt dog Træerne sukke
som mod en stormslagen Kyst
Bølgerne længe kan hulke
efter den voldsomme Dyst.
Alma, du hviles paa Baare
saa hvid i din Marmordragt,
ret som den Goetheske Muse
ud mellem Gravene lagt.
Hvilestedet for Goethe —
søg ham i Fyrsternes Grav,
hvor han blandt Jævninge hviler
— Graven, som Venner ham gav.
Her, hvor den skønneste Guldkrans
blinker paa Marmorets Laag,
taler hans Gærning et eget,
et uforgængeligt Sprog,
og som den himmelske Phobos
fjernt over Kulde og Regn
straaler hans Navn gennem Tiden
prentet i lysende Tegn.
Og ved hans Side har Schiller
fundet sit blivende Sted,
her har en elskende Kvinde
knælet paa Stenene ned
og har baldyret i Silke
hele den kostbare Skat,
alt, hvad af Skønt han fik skrevet,
før han har Verden forladt.
Dagen er endt og dens Gærning,
Fred mellem Gravene bo,
Natten er fulgt efter Dagen,
Hjertet i Barmen fik Ro.
Sælsomt dog Træerne sukke
som mod en stormslagen Kyst
Bølgerne længe kan hulke
efter den voldsomme Dyst.