Du er saa skøn i Vaarens Ynde
med Kyskheds Stempel paa din Læbe,
du læner dig til Bladets Hynde,
mens Længslerne mod Himlen stræbe.
Da kommer han, den store Solgud,
han kysser Læben, fanger Hjærtet,
en Stund bli’er du hans Rosenbrud,
han gaar — du staar af Blæsten snærtet.
Da falde de Libellevinger
som Duggen fra en Blomsterstængel,
mod Himlen jublende sig svinger
en frigjort Sjæl, en Blomsterenge!