1
Hvor Synskredsen trindt er randet
af Heder og Bakkedrag,
hvor Havet har riflet Sandet
som skiftende Rhytmeslag,
der staar nu en Gravhøj ude
blandt Marehalm og Klit,
og bag den duggblanke Rude
knejser en Urne frit,
vi hører et Hjertes Banken
i Bølgernes evige Sang
og gribes af Vemod ved Tanken
om Kongen for Ordenes Klang.
2
Fattigt er det herude mod Nord,
lidet kan Fiskerne eje,
Maanen alene med Sølvermor
klæder de sandede Veje.
Verden er størst, hvor Kummer og Trang
lægger sig bitrest til Hvile;
Tiden gaar da sin skæve Gang
herovre ved Raabjerg Mile.
Skulde med Bølgegangen fra Vest
et Skib over Revlerne vælte,
da er hver strandet Sømand Gæst
hos Kystens modige Helte.
Nattens utallige Stjerner smaa
funkle bag Fattigfolks Huse,
tusinde Bølger mod Stranden slaa,
ustanseligt Stormene bruse.