Hun sad foran mig. Hendes Hænder
hvilte som Svanedun i hendes Skød,
og hendes Stemmeklang var mild og blød,
saa ret jeg følte, vi var Hjærtevenner:
»Du er for fin, formeget Lys og Luft,
og derfor skilles vi paa Livets Veje,
thi dem, vi ligner, tør vi ikke eje,
det byder os den evige Fornuft.«
Jeg svarede: »Din Sjæl er Blomsterduft„
du er for ren og god til mig at eje,
det byder os den evige Fornuft!«
»Nej,« svared hun, »men du er Lys og Luft,
kun hos et Legeme tør Sjælen bygge,
saaledes mødes evigt Lys og Skygge.«
Og som i Drømme hører jeg hun taler,
der gynger Sol i hendes gyldne Haar,
en Taare vemodsfuldt for Blikket staar,
som Duggen, der paa Blomsterøjet daler!