Blomster og Fugle — store Volièrer —
og Solblink gjennem lyse Lindetrær —
saaledes er den Have, du har kær;
men mest din egen Ynde os besnærer.
Den som en Dugg fra himmelrene Sfærer
maa kvæge alle, hvem du kommer nær,
som Lyset kvæger med sit Gyldenskær
de fangne Dyr, der Livets Byrde bærer.
Tidt gaar selvanden du i Haven ind,
hvor du, med lyse Blik og opladt Sind
og med en Sjæl saa ren som purt Metal,
ledsager Holstein i hans Digterkald
paa Flugt igennem Poesiens Sale,
mens Lindens Blomster gennem Løvet dale.