Aage Matthison-Hansen (1864–1938)

En Søndag i dit stille Barndomshjem —

fra Bondetinget ser man Haven sænke

sin Skrænt mod Nord og Fjorden blinke frem

bag Tvillinghøjen med de hvide Bænke.

Hvor er det rart at sidde her og tænke —

halvskjult i Kaprifoliernes Gem

— fra Døren, som blev staaende paa Klem,

man hørte Sangens Kilder vaarligt stænke.

Fra du blev Mand, det Minde var dig kært,

en saadan Søndag vil du gærne huske,

og derfor har din Søn du Sangen lært;

den Sang, der, slynget ud mod Havens Buske,

steg som et Brus af Svanevinger brede,

mens Solen sank mod Maglevæld dernede.

Nær Hørsholm By — i Sjællands skønne Egne —

dèr fæsted dine Barnedrømme Rod,

dèr lærte først du famlende at tegne

den Skønhed, som fremblomstred for din Fod.

Her voksede jo Blomster allevegne!

Aakander sejled paa den stille Flod,

Iris og Brudelys langs Bredden stod —

i Skoven steg og sank den grønne Bregne.

Og siden bar du altid Smilet med,

Naturens Smil — som ler, naar Skyen græder —

blev givet dig paa Hørsholms Blomsterbred.

Dèr vokser Liv af Sjælens tavse Glæder,

og fra den Plet, hvor Barnefoden træder,

bær Hjærtet bort sin første Kærlighed.