Et Væld af Roser blev i Bowlen stukket,
en skøn Buket, kaotisk, men saa fin,
at jeg, bedaaret af dens Blomstervin,
har mig en Rus af Farvevældet drukket.
En Kvinde, klædt i grønt og gyldent Lin,
hvis Farver Mørket nylig havde slukket,
fremtræder fra det flagrende Gardin
og ordner Roserne, som hun har plukket.
Et fagert Hoved, rammet ind af Lokker,
saa dunkle som Kastanjens brune Lød,
en Rose, hvorom Roserne sig flokker!
Den fagre Kalk, hvoraf jeg Sødme nød,
den skønneste af alle Blomsterklokker,
og som jeg elsker trofast til min Død!