Du, Digternes Muse, du hvis rene
Skabning er som en Kvindeskikkelse, der
altid flygter —
at møde dig er som at samle Blomster
i Drømme, jeg maa synge en Sang fo
r Blomsterne, medens Maanen hænger paa
Himlen som et Sølvspejl:
Du flygtende Kvinde, dit Hjerte er et
leende Foraar,
som duftende Rosenblade, véd jeg, er
dine Hænder,
dine Bryster ere fyldige og frugtbare
som Indiens Haver, skøntformede og runde
som Taos hellige Bjærge,
dit Øjekast er en skælvende Stræng,
der bæver, sitrer og synger —
Hver Aften gaar jeg ned til den
tavse Sø,
den spejler Aftenens Skyer, der ligner
dine flagrende Slør,
den forskønnes af dit Billede;
og naar jeg ser dig paa den modsatte
Bred, tænker jeg paa, at min Sorg er større
end Afstanden imellem os,
mine Tanker bøjer sig imod dig, som
et Træ hvis Grene rækker ned i Vandet
— og jeg elsker din Skygge, der spejler
sig, som en Perlefisker dykker jeg ned i dit
Øjes dybeste Blaa,
min Kærlighed er som den skælvende
Bølge,
den bryder dit Billede og synes at
bære det bort, medens Maanen blinker paa
Vandet.