Vær hilset, Mester, som fødtes i Maj
og gik i Studenternes Klynge,
du fulgte aldrig den alfare Vej,
dog lærte du Folket at synge.
Naar Foraaret svinger sin Tryllestav
og Blomsterne aabne sig bange,
saa bruser i Skov og klinger paa Hav
de dejlige Hartmannske Sange.
Der fødes de under Himmelens Blaa
som et Brus af Lærker i Solen,
vi lærte dem, da vi var ganske smaa,
vi førte dem med os fra Skolen.
Nu tænker jeg dig i dit stille Hjem,
paa Flygelet Tonerne blande,
mens Øjnene stirre drømmende frem
bag den fine, tænksomme Pande.
Der fødes de Digte, som vi har kær,
der vrimle de fra dine Hænder,
de fødes som Sol og som Bølgeskær
i Kreds af de lyttende Venner.
Vær hilset, Mester, den fjortende Maj,
naar Blomster Dig strømme imøde
med Tak fra det Foraar, du svigtede ej,
fra Roser og Valmuer røde —
Den blaa Viol og den hvide Konval
og Blade, som Duggdraaber væde,
bringe en Tak til vor Guldalderskjald,
som fyldte vort Hjærte med Glæde.