Min Husbond, da du paa hans Majestæts Befaling blev ført hinsides Landets Grænser,
ledsagede jeg dig til Foden af Broen, hvor vi skiltes,
da jeg paa Grund af heftig Sorg var ude af Stand til at sige Farvel, vendte jeg hjem for at skjule mine Taarer;
glem ikke min varme Kærlighed, skønt du i flere Aar har været herfra!
Hvorfor har jeg fra den Tid vi skiltes, ikke hørt et Ord fra dig?
Husk, at din Hustru selv ved Foraarstid fryser paa sit Leje,
af Sorg er de flygtende Trin, du fremkaldte, tærede hen,
medens Perlemodersengen er vaad af mine Taarer.
Da jeg havde taget Afsked, forvildedes mine Tanker —
da jeg ikke véd, til hvem jeg skal betro mig, eller naar jeg skal møde dig igen,
ønsker jeg virkelig til Tider at blive Maanens Genskær i Søen,
og saa med det samme ønsker jeg at være den Sky, der svæver over de høje Bjerge.
De høje Skyer se Aar paa Aar min Husbonds Ansigt,
det gør ogsaa Søens Maane under sit maanedlange Løb;
de er altid nær ved dig, enten de trække sig bort eller nærme sig
Forvist som du er til et Sted hinsides Kløfter og Bjerge,
sørger jeg stedse over, at min Husbond lever dèr som en vejløs Flygtning;
siden vi skiltes, er de grønne Siv ved Flodbredden visnede,
hvem vilde have troet, at Blomsten Meï skulde blomstre og blomstre paany, før vi mødtes.
Blomster af alle Slags udfolde sig hurtigt for at fejre det tidlige Foraar,
det er Foraarets Vilje, der bringer Mand og Kone til at bygge sammen;
Piletræet ved Døren, som med Længsel venter dit Komme, bøjer sig mod Jorden,
og der er ingen, som vil feje de faldende Blomster til Side.
Det foraarsgrønne Græs udfor Villaen er skudt frodig i Vejret;
den Fløjte, du rørte, har jeg hængt op i Salen. —
Da du ikke er hjemme, for som sædvanlig at synge en ildfuld Sang,
sender jeg dig dette Kærligheds Bud til dit Forvisningssted.
Siden du blev forvist hinsides Bjerge og Floder,
og intet Brev kan naa dig fra disse fjerne Steder,
er mine Klæder og min Hovedpude i min Sorg dyngede af Graad,
medens mine rige blomstrede og broderede Dragter fortæres af Møl.
Tre Somre igennem har jeg hørt vilde Svaners Skrig, naar de fløj over Floden;
at tænke paa et saadant Svind af Tid sønderriver den forladte Kvindes Hjerte.
Min Tanke brister før Strengene paa min Yndlingsluth,
og før min Sang er endt, har min Smerte naaet sit højeste.
Min Ægtefælle, tænk paa din Hustru, hvis Følelser er varige som en Klippe,
din Hustru tænker ogsaa paa sin Mand uafladelig;
derfor væver hun dette Brev og sender det til hans kejserlige Majestæt
for at bønfalde ham om snart at tillade dig at vende tilbage.