Hvor Springvandets Straaler mod Vandspejlet plasker
og piskes til Skum over Stenkummens Rand,
hvor Traner af Bronze med Vingerne basker,
som længtes de bort imod Faraos Land,
der vokser min Ve til den brænder mit Bryn,
jeg vender mod Jorden det trættede Syn.
Paa Gangene ligger de døde Cikader,
der dryssedes ned fra Platanernes Løv,
deres pibende Sang i de solhede Gader
har fulgt mig herud gennem Vejenes Støv,
hvad baader mig alle de Sangeres Lig,
jeg er selv en Cikade, min Sang er et Skrig!