Han var saa skøn og Væksten rank
med Øje som en Gad,
mit Bryst i Elskov steg og sank
bag Nonnens sorte Skrud.
Men mødtes vi, da saa vi bort,
og Haanden blev saa kold,
og Mødet blev kun ganske kort
— men Sukket mangefold.
Og engang skal i Døden vi
vel skilles begge to,
saa gemmes hver i sit Etui
til Evighedens Ro.