Den, som har elsket Verden kysk og stille,
hvis Liv i Ensomhed er rundet hen,
for ham er Gud jo Kærlighedens Kilde,
og hver, som elsker, er hans Hjærteven.
Hvergang han om sig Sorg og Ufred sér,
han føler dobbelt i sig Savnet bløde;
men han har Fred, naar to Par Øjne lér
og fire Hænder vil hinanden møde.
Thi med hans Idealer faar ej Bugt
den Fattigdom, der lærer ham saa smukt
at tøjle Hjærtet under Tankens Tugt.
For ham er tvende Sjæles Fællesflugt
et helligt Æventyr, et skønt Symbol,
en Sang til Gud, en Sang til Livets Sol.