jeg blunder sødt ved Arnens kvalte Luer,
hvor jeg dit dronningfine Ansigt skuer
med Smilet paa din foraarsunge Kind.
Guldhaaret med de lange Lokkers Dans,
en Labyrint af lutter gyldne Buer,
dit Øjes skuffende og sjældne Glans,
et Paradis med Fredens milde Duer.
Et Paradis og Sjælens rene Spejl;
thi dine Øjne narrede mig ikke,
selv om et Øjeblik jeg læste fejl —
Du elsker mig — det siger dine Blikke;
men kun i Afstand tør de til mig tale
fra fjærne Dybder og fra Himlens Sale.