Aage Matthison-Hansen (1864–1938)

Den lille Blomst Ing-wha, hvis Skønhed alt betvinger,

aabner kun i Ching-tu-fu sit duftende Blomsterflor;

og Fuglen Tung-whang-fung er akkurat saa stor,

at den dækker denne Blomst, naar den spreder sine Vinger.

Til Fuglen smiler Blomsten ved at høre, hvad der tynger,

og Blomsten er af Purpur, og Fuglen er dens Lige,

og naar man ser dem sammen, véd ingen ret at sige,

om det Fuglen er, som blomstrer, eller Blomsten, som synger.

Og denne Blomst og Fugl lod i samme Stund sig føde,

og samme Kys af Duggen dem vækker hvert et Gry,

de purpurrøde to, til at elskes hedt paany.

Men naar Blomsten saa er død, sørger Fuglen sig til Døde.

Og over Blomsterkvisten, hvorfra dens Lykke svandt,

sine Fjer den lader falme, sit Hoved træt den hælder.

Og mer end ét ungt Hjerte, hvis Længsel sagte vælder,

vilde gærne dø som Fuglen, naar det Blomstens Elskov fandt.

Dette Sagn, som hidtil var af ukendt Forekomst,

en Mandarin med farvet Knap jeg hørte det fortælle.

Og Kina er et gammelt Land, hvor endnu højt maa gælde

den Elskov, som kan leve saalænge som en Blomst.