En Taare har sænket sig dybt i mit Indre
som Dugg i et blegnende Blomsterhav,
der bryder en Vaar af Erindringers Grav,
over Blomsterkronerne Duggperler tindre.
En Taare har sænket sig dybt i mit Indre,
den brød af dit Øje saa lys og saa skær
— en stille Graad for enhver du fik kær
og som bærer en Sorg, du ikke kan lindre.
Hvorfor fik de ikke dit rige Sind,
dit Øje, der smiler saa venligt til alle,
din Latter som strømmende Morgenvind?
Dine Haandled ere saa fine og smalle,
en Taare ser jeg i Armfloret falde,
du græder og dækker din blussende Kind. —