Jeg er en Stormfugl — fjærnt jeg kan mig svinge
med sælsomt Skrig langs Horizontens Rand,
— du er et stille, sommerroligt Vand,
hvis Bølge ofte strejfes af min Vinge.
Naar Solen glitrer i din blankblaa Flade,
der rækker smilende fra Kyst til Kyst,
tit i din Bølge bader jeg mit Bryst,
der paa sin rappe Flugt har lært at hade.
Og mens din Dybde Himlens Hvælv kan spejle,
en tavs Forstaaelse, der alt kan fatte
— de fjærne Skove, Skyerne, som sejle —
saa føler jeg, at Intet kan erstatte
en indre Sang, mit Hjærte glædes ved,
jeg har kun Smærte — du har evig Fred.