Klippen i Havet staar mandig og fast,
krystet af svulmende Arme,
ænser ej Bølgernes favnede Rast
mere end drønende, vindjagne Kast
mere end Stormgudens Harme.
Komme de skumsprængte skyllende frem,
sender den atter til Havet dem hjem,
spalter de stormende Rækker,
knuser dem under sin Fod.
Saaledes staar du i Tonernes Hær
blandt Harmoniernes Strømme,
vælger Registrene fjærnt og nær,
giver de slumrende Digtninger Vejr,
tolker de brusende Drømme,
tøjler den tankerigt ilende Flod,
drager den alvorsfuld Lyttendes Fod
fra Trængsel og Smærte ud
til den almægtige Gud.