Nu sørger vist Enhver af os,
der Sommeren har kær;
thi Tø og Regn og Hagelvejr
nedstyrter som en Fos.
Sin Sluse Himlen aabnet har,
nu raader Mørkets Magt,
og Skoven staar saa tom og bar
berøvet Løvets Pragt.
Du Lysets Gud og Fader, send
din uskyldshvide Sne,
og Mørkets Magt til Glæde vend
og lad din Vilje ske!
Da bryder Vaaren over Land,
og fra det grønne Hegn
ved Glød af Solens Alterbrand
fordufter Nattens Regn.