Jeg véd etsteds i Skoven,
hvor der er ganske tyst,
og kun lidt Lys fra oven
kan blegne mod mit Bryst.
Jeg hører Hjærtet banke
i Nattemulmets Fred
og sér min sidste Tanke
med Løvet falde ned.
Hvergang et Venskab brister,
saa klinger det igen,
og som et Suk sig lister
igjennem Mulmet hen.