Husker du kære de Timer
som ingen af os forstod,
hvor angst jeg vendte tilbage,
hvor stygt jeg sagde imod.
At du var mig god og kærlig
igjennem de tunge Aar,
det haaber jeg aldrig glemme,
det lidt jeg ævner og naar.
Da lægte du mig med milde
poetisk vingede Ord
og bløde Toner, som lindre
langt mere end selv du tror.
Da lagde du mine Hænder
til Rette ved Livets Ild,
da kølede du mit Hjærte,
hvis Flamme var altfor vild,
Da sugede dine Øjne
den Smærte min Tanke léd,
du sænkede mine Taarer
som Perler til Dybet ned.