I.
Herude, hvor Luften aander saa sval
rundt om min Elskedes Tinding,
mit Hjerte knuges af Sorg og Kval,
hun tager en anden for Vinding.
Mig nytter føje det Fuglekor,
som Gud har gemt i min Strube,
bedre jeg laa under sorten Jord
og drak af en Blomstertube.
II.
Et Hjerte af Guld paa en Kvindebarm,
et lille tindrende Smykke,
der ligger aabent for Sorg og Harm
og gemmer en skælvende Lykke.
Ak, gem det Hjerte og gem det godt,
det ejer saa fagre Minder,
hele din Fortids Vidunderslot
du mellem dets Blade finder.
III.
Nogle har givet mig Toner,
og andre har givet mig Sang,
du gav mig dit Hjertes Ungdom,
dets første brusende Klang.
Og selv om jeg sjældent synger
og Taarer i Harpen hang,
saa vandt jeg dit Hjertes Ungdom,
Violer og Fuglesang.