Jeg færdes atter paa de trange Veje,
de trange Veje jeg alene kender,
og i det Fjærne ser jeg Sneen feje,
snart i en Sølvsky den mit Øje blænder.
Ak, skønt til Flugt jeg stadigt Foden vender,
maa jeg bestandigt om et Hjørne dreje,
og skønt jeg nødigt vil mit Tungsind pleje,
bestandigt Mindet ny Forhaabning tænder.
Thi Sneen jog imod den frosne Rude
og gennem Gaden hørtes Stormen tude,
naar du om Aftenen kredentsed’ Theen.
Nu er du borte — jeg er lukket ude,
som aldrig før naar paa den hvide Pude
dit Hoved hvilte som en Blomst i Sneen.