Jeg husker en Nat, det er længe siden,
øverst paa Bakken holdt der et Tog,
Himlen var graa som et Grydelaag
ustanseligt regned det hele Tiden.
Der laa en Bygning, en lille Station,
og længst tilhøjre ude i Natten
stod der en Kvinde, en enlig Person,
der samtidig græd og holdt fast paa Hatten.
Et Vindue smækkedes op og i,
saa piber Fløjten. Forbi! — Forbi!
Hjulene rasled og Damphesten hvæste,
Toget fløj frem imod Solskin og Dag,
om Bygningens Hjørner Vindene blæste,
Regnen hulked som Graad fra dens Tag.
Endnu staar hun deroppe paa Højen,
endnu ser jeg det gule Hus,
tunge som Regnskyer vælter Røgen
ringler sig bort over Vejenes Grus.