Ved Etlars Baare
16. Juni 1900.
16. Juni 1900.
Flagdugen smælder
i Sommerdagens Blæst,
for sidste Gang har du
os buden til Gæst.
Og se, vi er komne,
baade store og smaa,
de Venner, som ofte
og gærne du saa.
Nu samles de alle
og slutter om dig Vagt,
og husker, hvad kærligt
og kønt du har sagt.
En Krans af kornblaa Blomster
blev paa din Baare lagt,
de Blomster taler stærkere
end Rosernes Pragt.
De blaa og rene Farver
skal bringe dig en Tak
fra et Barn, der dybt og længe
af dit Digtervæld drak.
Kornblomster blaa,
Barneøjne smaa,
takke dig ømt for din Sang.
Der staar en Kvinde ved Gravens Bred
og synes saa højt iblandt Vrimlen,
hendes Tanker drage saa langt af Led,
som Skyerne flyve paa Himlen.
De Toner, din Muse tryllede frem,
hun hører som fjærne Stemmer,
sin stille Gærning hun fandt i dit Hjem,
og aldrig din Digtning hun glemmer.