Jeg husker godt en Dag
i Ermelundens Hegn,
hvorlænge er det siden?
— ak, det er længe siden!
da nys det havde regnet,
var Vejen fuld af Regn;
men i sin Villa sad der
en Digter træt af Striden,
han hvilte ud blandt Vinglas
og svang Pokalen højt
og hilste sine Venner
en ung og ivrig Bøhmer
og en Kollegadigter,
der som to Fuglefløjt
sødt tolkede hans Pris,
mens han stak ud sin Rømer.
De hvide Sommerfugle
langs Havegangens Grus,
hvor det er længe siden,
ak, det er længe siden,
de flagrede derude,
nu sidder de i Hus
og lytter vel til Timernes
Skyllen og Skriden.
Ja, kære Sophus Claussen,
jeg husker denne Dag,
jeg slutter mig i Tanken
til Jubilæets Gæster
og bringer Dem den Hyldest
der er en given Sag
for en af Digtekunstens
Ypperstepræster.