En Rimfrostdag ved Foraarstid,
hvor er den skøn at skue,
da blinker Rimen sølverhvid
i Solens blanke Lue.
Der er etsteds paa Svinninggaard
et fagert Indelukke,
hvor tvende Trær i Blomstring staar
og er saa sælsomt smukke.
De er som lutter Sølv at se
mod Morgensolens Lue,
og deres Kroners hvide Sne
de bærer stolt tilskue.
De bøjer deres Grene ned
saa skyggende og milde,
i deres Favn er stille Fred,
der springer Vaarens Kilde.
Der spirer frem et Blomsterflor
bag deres ranke Stammer,
i Læ af dem en Ungdom gror
som hvide Liljeflammer.
Idag er I som Sølv at se
mod Morgensolens Lue,
og Eders Kroners hvide Sne
I bære stolt tilskue.
Vi rækker vore Hænder frem,
mens vore Hjærter taler,
hos Eder fandt vi jo et Hjem
mod alle Livets Kvaler.
Thi bruser Skyerne afsted,
og raser Storme vilde,
Elly og Emmy, Thyra med
har Læ i Favntag milde.
Tag denne Tak saa fuld og stor
fra Børnene, der fester,
den vokser til et Jubelkor
blandt glade Bryllupsgæster.
Vi bøjer os for Eders Fod
og om en Fremtid drømmer,
hvor Solen som en gylden Flod
igennem Løvet strømmer.
Idag er I som Sølv at se
mod Morgensolens Lue,
og Eders Kroners hvide Sne
I bærer stolt tilskue.