Du døde Sjæl, der glider sky og bange
langs Horizontens vaade Kimingsrand,
som Maanens gyldne Taare, naar i lange
Høstnætter den sig spejler i et Vand,
nu kæmper Solens Varme, Lysets Magt,
med Bølgelinjerne i Aftensvalen;
mens Bølgen stiger, synker Sol i Dalen,
der flammer under deres Favntags Pragt.
Se, Bjergene paa deres Fart i Rummet
og Luftens Floder strømmer dig forbi,
som Purpur selve Bølgeskummet lyser.
Men du, min Sjæl, der i det Nøgne fryser,
er kun en Vandrer paa en øde Sti
som Maanens Segl, der staar paa Himlen krummet.