I Himlen er Solskin og Varme og Sommer,
der vokser de fagreste Rosenblommer,
og aldrig der findes et falmende Blad;
der plukker Englene Blomsternes Kroner,
danser blandt Stjernernes Lysmillioner,
og aldrig de Elskende skilles ad.
»Kom«, siger Englene, »kom, lad os plukke,
Stjerneblomster saa gyldne og smukke
vi elsker — af Hjerte — med Smerte — hvornaar?
I Himlen er Solskin og Varme og Sommer,
der vokser de fagreste Rosenblommer,
en Glæde, som Jorden ikke forstaar.
Og dog har hver Skabning fra Fødselen Vinger,
der vokser sig større til Sjælen sig svinger
op mod vor Evigheds blomstrende Hegn!
Vi sender til Jorden en Stjerne som Tegn,
der taler om Elskov, som aldrig forsvinder,
og daler som Roser paa blegnende Kinder,
paa Jorden er Vinter og Kulde og Regn —«
da plukker Englene Blomsternes Blade
og der falder Sne paa den sølede Gade.