Marken er nu bleven grøn, og Guldstjernen blinker i Græsset,
Skovkilden bruser afsted gennem den stenede Kløft,
fyrig, som var den en Bejler til den foryngede Jord.
Nu er der skønnest herude, kom nu i Skovene ud!
Se, hvor de blussende Blomster, født af Adonis’ Blod.
titter bag Hegnene frem, lokket af Foraarets Sol.
Nu er der skønnest herude, kom nu i Skovene ud!
Bernstorff løfter sin Kuppel mellem de grønnende Trær,
glade Lakajerne færdes, Vagterne end holder Hvil.
Næppe er Dagen begyndt og endnu Taagerne gynger,
over de blundende Enge Solen langsomt staar op,
drager det dampende Slør bort fra det undrende Øje,
til i det Fjærne man skimter Byen med blinkende Spir,
halvt som et svømmende Øland og halvt som et Fata Morgana.
Forrest paa Slottets Terrasse stander vor graanede Konge,
hilser den gryende Dag, vendt mod den slumrende Park.
Mildt er hans Sindelag, mildt — som Fuglene med deres Sange
takker han Gud for sit Liv, ofte lyksaligt og rigt,
skygger med Haanden for Brynet, ser mod den elskede By;
mindes med Stolthed den Indskrift, der over Slottet blev sat:
Sødt mellem Arbejd er Hvile i Bøgenes kvægende Skygger
mellem de blomstrende Børn, Slægten, der voksed sig stor.