I.
At Enhver af os har Venner
kender han som Regel bedst,
hvergang Aftenhimlen tænder
sine Lys bag Dagens Blæst.
Thi naar Dagens Travlhed ender,
føles Nattens Højtidsfest
som et Tryk af Vennehænder
til en fattig Jordens Gæst.
II.
Din Fortids Drømme — ak, de er forbi,
er stakkels visne Blomster, glem dem, glem!
se ikke paa dem, luk dit Øje i,
lad Sorgen ej dig fange — jag dem hjem!
Thi de er døde, og du véd ej hvem
kan sige, hvor de er. Paa vildsom Sti
i Skovens Dybder, i din Tankes Gem,
de klinge som en brusten Melodi.
III.
Den Regn, som falder,
den faldende Regn,
der drypper saa tungt
fra Træernes Kviste,
dens Fald er det sikreste
Foraarstegn,
at snart vil Blomsterne
bryde og briste.
Mit Haab er en Længsel,
der flagrer saa frit,
som en blaahvid Mejse,
en lille Musvit,
der gynger paa Træernes Kviste
— ak, hvem der sin Skæbne vidste!
IV.
Er Sindet tungt — vær uforsagt,
i Hjertets Dybder staar paa Vagt
den hele gyldne Stjernepragt
paa Nattens dunkle Himmel.