Naturen talte ikke længer til mig, den var tavs,
forgæves angled Spanden efter Bundens Kilder,
Gangspillet i min Brønd var løbet ud,
og Touget viste som en Jærnnaal ned i Dybet.
Der sad jeg spejlfri, gemt og uden Udtryk
i Sjælens Katakomber, hvor det hvide Kalkpuds
var sprunget fra
og hang i løse Flager fra hver Stræbepille.
Længst havde Edderkoppers Spindel lagt sig over
de brustne Strænge i min Sjæl, benhvide Minder
laa murede bag Væggen i min Fængsels-Kælder,
hvor Fugten drev af graastenskolde Mure.
Som Perpendiklen i et gammelt Taarnur
lød Hjertets dumpe Slag, der sprang tilbage
fra Kalk og Sten,
og angst sad Sjælen blandt de tunge Kvadre.
Da brød Du Døren til mit skumle Kammer,
kom mig imøde med forsigtig Banghed,
din Sjæl sig aabned prøvende og sky
— som Strejf af Sol igennem Gittrets Tremmer
— en Sang om Livet, som jeg knap forstod,
men som jeg elskede, som Fangen elsker Fuglen —
— som en Konval,
der langsomt aabner helt sit hvide Bæger.
*
Jeg følte atter Bundens Kilder vælde,
en solskær Bølge sang i mine Aarer
og Sommeren genfødtes i dens Pulsslag.
Den friske Blæst strøg fejende forbi
med Kærlighedens søde Gift, der fylder
os med den Længsel, som er Livets Lidelse
og i sin Flugt
vil kryste Sørgepilen i sit Kæmpetag.