Højt i Luften Lærken gynger,
Jorden, fugtig end af Væde,
dækkes af en Blomsterkæde
og Naturen sig forynger.
Højt en Længsel i mig synger,
Længsel efter En, hvis Glæde
kan sin Lykkes Højsang kvæde
over Sjælens Blomsterklynger.
En, paa hvem jeg sikkert stoler,
som kan alle Sorger lindre,
og hvis Foraar ømt mig soler.
En, hvis Øje blidt kan tindre,
dryssende som blaa Violer
fra sit dybe, stille Indre.