Han var den største — ubestridt,
hvor han har kæmpet dog og lidt,
hvergang han brød en Skrankes Tvang,
og naar fra Dybet han sig svang,
var der vel Smuds paa Ørnens Klo;
men Vingen bar mod Fjeldets Bo.
Han var vor Digtnings Jonas Lie,
forladt af Sprogets Melodi;
men større dog end hver af os
ved Hjerteflammens stærke Trods,
hvad kender Ørnen vel til Sang,
dens Skrig er hæst og uden Klang.
Nej; Ørnen kendes paa dens Flugt,
dens Kredsen over Bjerg og Bugt,
de store, stolte Vingekast,
dens Syn er skarpt, dens Næb er hvast,
og selv med Hjertet fyldt af Graad
har den Geniets Trang til Daad.