De Blomster paa Marken vokser i Fred,
de Akkelejer og Riddere med,
de Blomster, som dukker bag Bakkehæld,
den Alperose paa Sydens Fjæld,
de vender sig alle mod Solen hen,
men —
vor Kærligheds Blomster dør.
Den Rose, som brydes og sættes frem,
som Pynt i en Vase og Pryd i et Hjem,
maa bøje sit Hoved og visne brat
som Mærke i Bøgernes evige Nat.
Den Elskov, som nydes, har ingen Art,
snart —
vor Kærligheds Blomster dør.
De Blomster paa Marken vokser i Fred,
dem nænner Ingen at gøre Fortræd;
men hvor i Græsset vi sætter vor Fod,
efterlader vi Spor af Blod.
Hvad vokser og glæder, knuser vor Hæl,
selv —
vor Kærligheds Blomster dør.