Til Frøken N. R.
I Solskin paa en frugtbar Eng
langs Skovens tavse Hegn,
Blaaklokken hang paa Sølverstræng,
duggvaad af Nattens Regn.
Den lo saa mildt og dukked sig,
det lød, som Blomsten sang,
mit Hjærte helt oplukked sig
ved Klokkens milde Klang.
Det var jo, som med Graad og Smil
Blaaklokken ligne vil
dit Sind, der veksler som April
med Solens Straalespil.
Du Klokke med den milde Klang,
dit rene Hjærteslag
har kimet stærkere hver Gang
det gjaldt en ædel Sag.
Du klinger af et rent Gemyt,
og for alt skønt og godt
har dine Klokketoner lydt
i Verdens Trylleslot.