Dit Hjærte, siger du, er hos de Døde,
blandt Venner i det store Jubelkor —
ak nej, er Sorgen i et Hjærte stor,
saa springer Livets Kilder op at bløde,
og netop derved i dit Hjærte gror
Alkærlighedens Vaar og Førstegrøde
og vokser hver en Sørgende imøde
med Duft af Evighedens Rosenflor.
Sænk da som Dugg, der Sjælene husvaler,
den stille Sorg, der slumrer i din Røst,
om hver en Sjæl, som trænger til din Trøst
Hver, som er stedt i Livets tunge Kvaler,
hvis Hjærte skælver som et Blad i Høst,
vil takke Ham, som fra dit Hjærte taler.