Skjald, hvorfor tier dit Sangerbud,
O medens du bort dig vender,
tabte du Harpen du fik fra Gud
af dine skælvende Hænder?
Fik jeg til Gave et Strengespil,
da var det en Dryppestensgrotte,
stedse jeg følte min Sjæl itu,
og stedse jeg græde maatte,
maatte dog synge mig Lykken til,
maatte dog følge det dragende Kald;
men der var mørkt i min Tonehal,
ene de dryppende Draabers Fald:
diu, du! du! du!
Nu er der lyst, og nu er der Dag,
og Solskin til alle Kanter,
alle de Draaber paa Grottens Tag
funkle som Duggdiamanter,
Lyset straaler og Verden lér,
de Draaber har glemt at drysse,
Stalagmiten toner ej mer,
naar Solens Farver den kysse.