Hvorfor er Graven tavs?
efter
efter
Lord Houghton.
Lord Houghton.
Sig, hvorfor tier Graven — hvi ligger den forladt,
hvorfor har skummel Tavshed sit Stempel paa den sat?
Hvi nævner vi den sjældent og da med sagte Røst,
som om der vaagned Skam eller Kummer i vort Bryst?
Hvis Død er evig Hvile, som Nogle haabløst tro,
hvem aldrig Savn og Smærte gav Haab om Lysets Bo, —
Hvi skulde Dødens Komme udslette med sin Graad
hvert lykkebaaret Minde om mangen kærlig Daad?
Tro mig — selv efter Døden vi vilde nævnes smukt,
ifald vort Hjærtes Skønhed var pletfri i sin Flugt!
Nej, det er ikke Livet, som strængt vi dømme maa,
men dem, som uden Hjærte blandt deres Venner gaa.
Hvormange har ej Grund at velsigne deres Død;
thi i dens Mørke glemmes saa let, hvad de forbrød!
Kun Faa, som vandre fra os, har vi oprigtigt kær,
saa vi af Hjærtet sukke: »Gud give, de var her!«
Saa vi til fjærne Stunder, naar Kinden blusser rød,
naar Julestjærnen blinker og Sneen daler blød
i Glædens lyse Timer, kan ønske de var nær
og hjærtegrebne hviske: Hvorfor er I ej her?
Saa vi i strænge Tider, naar Sygdom hærger os,
naar vor Forstand er rystet, vor Vilje kun er Trods,
kan høre dem, vi elsker, med deres Vinger slaa
og omsorgsfuldt os lede, den Vej, som vi bør gaa:
at vi paa Rædselsdage, naar Ondskab prøve vil
at friste os med Spørgsmaal, om Sandheds Gud er til,
kan føle vi blir hjulpet af dem, som sejred her,
at de os lønligt varer og staar i Kamp os nær.
Thi ej til Fyrster blot, til Statsmænd, Konger, Skjalde
har Fremtids Hæder Bud, nej, den har Bud til alle.
Der er ej Navn saa ringe, det kan sit Tempel faa,
i Hjærterne dets Minde kan som en Guddom staa.