En Høstaften
af
af
N. Lenau.
N. Lenau.
Vinden vifter saa koldt, af Grenene kapper den Løvet,
den raaber i Skoven ind: Godnat I Børn af Støvet!
Paa Højen straaler Maanen, de graanende Skyer jage
i Hast over Dalen ud, hvor alle Skove klage.
Bækken sig lister afsted og fra de afdøde Lunde
bærer den Bladene bort med en Lyd som den græde kunde.
Aldrig jeg hørte en Kilde risle saa sørgende ene,
Pilene staa ved Bredden og vride de bløde Grene.
Tænkende paa en død Ven, jeg bøjer mig over Randen
af Kilden, der stedse mumler: Aldrig vi gense hinanden.
Hej! da lyder med ét i Luften en pludrende Gækken,
Vildgæs drevne paa Flugt, grebne af Vinterskrækken.
Med rappe Slag af Vingerne de jage Høsten agter
og flygter sky for Døden i Dalenes Tragter.
Hvor er de! Ha! hvor hastigt de glider over Maanen,
alt er de sporløst svundne i Himmelbuens Blaanen.
Deres varslende Røst endnu i Luften høres,
for at Vandrerens Bryst af Vemod kan oprøres.
Sydværts med ilsom Snakken sig Fuglene fortrækker;
men Døden ogsaa Syden med Fangenettet dækker.
Naturen det Evige skuer i urofyldte Drømme,
farer op og vil fra det Dødsindviede rømme.
Det Skrig, der fortvivlet lyder fra Trækfugle-Færden,
er et Raab i den vilde Drøm om en Evighedsverden.
Jeg hører dem ej mer, de er alt langt mod Sønder,
Tvivlen i mit Bryst sin Nattesang begynder:
Er Jordelivet Skin? — er det et omaddrejet
Fata Morgana kun, hvormed det Evige har lejet?
Hvorfor da denne Angst, som alt Jordisk maa fornemme,
og hvorfor vil et Genskin sig af Døden lade skræmme?
Er denne Angst et Genskin af hvad vi evigt ere,
saa at ogsaa dens Billede vil varigt eksistere?
Er selve Angsten Genskin? saa blafrer Tankens Fakler
som hist gennem den øde Dal Høsttaagerne vakler.