Paa dig har aldrig Elskov ødslet sit Geni,
du var kold som den Vinter, der nu er forbi,
du var gold som en Blomst paa en nedtrampet Sti,
dig vrager hver en Flyver, selv den nøjsomme Bi!
Du læger intet Hjærte, hvis Længsler staar i Brand,
om ogsaa Blikket kælent mig kærtegne kan,
saa er dit Hjærte falsk som det flyvende Sand,
den Skuffelse havde nær kostet min Forstand!
Og dog var det en Lykke, at du dit Løfte brød,
selv om det skar som Knive og smærteligt Bedrag;
thi uden Sjæl er Livet kun en levende Død.
Nu aabner jeg mit Vindve imod den lyse Dag,
thi jeg er atter fri og kan løfte mig til Sving
mod Evighedens Blomster og høje Kildespring!