Frosttaagen bølger som et skygraat Hav
langs Boulevardens glatte Gange,
fra Hestemulerne i Taver lange
Rimsneen hænger som et hvidgraat Lav.
Som frosne Maanestraaler krydse Traade
af Telefonnæt Mulmets hvide Kvalm,
hvor Træerne, omviklede af Halm,
vokse som Fjerkoraller i det Vaade.
Som Kæmpefiske gennem Taagen dukker
de tavse Vandrere, der skynder sig afsted,
og mens jeg gaber højt af Kedsomhed,
jeg fra min Arm en Sneblomst plukker,
der daled tøvende fra Skyen ned
— saa ringer det og Ørsteds-Parken lukker.