Kalliope
→
Digtere
→
Christian Preetzmann
→
Førstelinjer
Christian Preetzmann
(1822–93)
Værker
Digttitler
Førstelinjer
Henvisninger
Biografi
Søg
Alle digte af Christian Preetzmann på Kalliope ordnet alfabetisk efter tekstens første linje. Listen kan bruges til at finde et digt, når titlen er ukendt.
A
Abou Ben Adhem (gid hans Stamme voxe!)
Af alt mit Eie har jeg nu
Af Maanestraaler Natten væver
Af Poesi er Verden fuld, dens Aand
Ak! hvor sjeldent Held, at finde
Ak, nei! hun nævnes aldrig meer
Ak, skjønne Anemoner! hvi
Alt lægger for din Fod jeg ned
Alt Natten dybe Skygger slog
Atter en Stakkel har
B
Belsazzar sad paa Thronen
Blandt kolde Graves Marmorstene
Brug ei de Øine saa! — jeg tør
Bruus frem for evig i din Hædersdragt
Bryd! bryd! bryd!
Byd mig at leve, og mit Liv
D
Da Alt omkring mig blev saa mørkt
Da Amor var Barn og gik ørkesløs om
Da Du elsked mig — ja, det er sandt
Dagen er endt, alt Mørket
Dag, som Dig i Purpur dukker
Da jeg sværmed i Høilandets Egne paa Heden
Da Krigens Storm sig havde lagt
De første Templer til Gud Herrens Ære
Den skjæbnesvangre Stund er nær
Den Sommerfugl var en stolt Kavaleer
Den trettende April jeg tog
Der er en Høstmand, hans Navn er Død
Der er et Vist, jeg veed ei hvad
Der levede engang en Mand
Det Afskedskys, mig gav din Mund
Det dæmrer paa Havet — i Vandenes Skjød
Det mørkned. — Til Hvile gav Hornet Signal
Det suser over Mark og Eng
Det var engang i faure Vaar
Det var en liflig Sommermorgen — Lærken
Det var saa tyst, fra Birk og Lind
Det var tre Konger i Østerland
Din Skjønhed, Anna! tærer hen
Du lille Blomst saa rød og rund!
Du lille Kræ, saa vims og snu
Du, Stjernenattens Kæmpeaand!
Du troer vel, at mit Sind er let
E
Ei faaer mit Speil mig til at troe jeg ældes
Ei Røg og Duft jeg offrer Dig
Ei Suk og Eder jeg forstaaer
Ei til Fremtids Syner Lid Du sætte
Ei Verden giver os igjen den Glæde, den har spildt
End et Kys, da maa det briste!
En fugtig Bov, et Bølgeslag
En Morgenstund ved Amors Arm:
En sort og skyfuld Midnat staaer paa Himlen
Er Venskabs og Kjærligheds Blomster nedtraadt
Et Tempel for Venskab — udbrød Magdalene
F
Farvel! Farvel! af Hjemmets Kyst
Fjernt paa en Avlsgaard boede Ole Knap
Flyd sagtelig, Skovbæk, blandt Buskenes Riis!
For den, som har Naturen kjær, og først
For ungt er, siger man, vort Blod
Fra disse Læber, Elskov selv har dannet
G
Godnat! Godnat! — Ak! er det saa
Groer Sukket til din Læbe fast
Gaa, elskte Knøs! Du sagtens finder
Gaa, forglem mig — lad ei Sorgen
Gaa kun, Glands at vinde
H
Har Du hørt om en Snekke — i Tangen begravet
Har Sorg paa din Ungdom kastet
Hendes Slummer være sød
Her Stedet er. Min Ganger, stands!
Himlens Magter, I, som vaage
Hist over Bølge
Hun bar en Krands af Roser
Hun boede fjernt fra Verdens Larm
Hun er smuk, det er sandt, dog dit Hjerte bevar
Hun sang om Elskov, Aftenrøde
Husbond! hold dog op med Kiv!
Hvergang dit Blik jeg seer paany
Hvi drog jeg over Dybet
Hvis Du har tabt en Ven
Hvor bliver ikke Skjønhed dobbelt skjøn
Hvor tidt formørker ei en Sky
Hvor Vandringsmanden styrer hen
I
I dit Ansigt jeg Rynker opdaged
Ifald jeg brugte Venskabs Sprog
I Feber laae Amor. Den lange Nat
I hvor jeg end
I Knøse! tag, det raader jeg
Il fremad med dit Bytte
Ingen Tromme blev hørt, ei Basunernes Stød
I Paphiske Lunde jeg drømte jeg gik
J
Ja, Cloris! var jeg Persiens stolte Drot
Jeg erindrer, jeg erindrer
Jeg fra en Drøm om Dig staaer op
Jeg gik langs Møllebækken
Jeg glemmer Tiden, naar med Dig jeg taler
Jeg hørte Natten skride med sit Slæb
Jeg mindes Dig, naar Morgnen springer
Jeg skød en Piil i Luften
Jeg stod hvor han var lagt i Mulde
Jeg stod paa Broen ved Midnat
Jeg staaer ved Stænten, Ellen!
Jeg saae, mens i Bækken sig Morgenen maled
Jeg vandred ud en Dag i Mai
Jeg vented paa et Tog i Coventry
John Anderson, Du Kjære!
K
Klare Stjerne! Du som foer
Klart lyste Maanen i sin fulde Glands
Kom og hvil ved mit Bryst, Du, min anskudte Hind!
Kom! tag vor Dreng, saa vil vi gaae
Kom tilbage! kom tilbage
L
Lær mig ei i mørke Stunder
M
Man siger, Lykken boer i Haabet
Man siger — om det holder Stik
Med en god gammel Ven og en qvik gammel Sang
Med Havets brusende Vande
Min er Konen, jeg har
Min Sjæl er mørk — nu, Sanger!
Mit Høiland jeg elsker, her er ei mit Sind
Mit Haar før Tiden graaned alt
Mit Liv er Rosen, der i Vaar
Mit Liv iblandt de Døde randt
Mød mig blot iaften i Dalen, min Skat!
N
Naturen alt paa nøgne Green
Nu, søde Fanny, bort med Graad!
Nys Skoven i sin Foraarsdragt
Naar Aftnens Skjær sig sænker blidt
Naar Bægerne foran os funkle
Naar den lange Dag er omme
Naar, i Skjønhedens Dragt
Naar Verden mig med Kulde vender Ryggen
O
Og det er din Grav, Macaura!
O! husker Du den Solnedgang
O! kald min Broder dog herhen
O, kom, naar Solen skjuler sig
O, kom! see paa Marken
O, lad os aldrig meer, min Skat
O! lykkelige de, hvem milde Stjerner
Om jeg elske vil Dig?
O, Nanna! vil Du følge mig
O, Skovmand! spar det gamle Træ
O! var Du i den kolde Blæst
O! var jeg end en sorgløs Dreng
O! var jeg en Sommerfugl, født under Løvet
P
Pige med den blonde Lok
Paa Høien end engang
Paa Markedspladsen i Lænker han stod
Q
Qvinde! svøb din Kaabe om Dig
R
Rask, før Tiden os henter
S
Sandt nok, Montgomery! Støvets Flugt
See! Luften er stille
Seer Du Rosen, den sidste
See! under Maanens Straale hvid
Sig Elskovs Flamme lægger
Sig Elskov Veien baner
Sig Maanen hæver rund og fuld
Sig Natten nærmer Skridt for Skridt
Sig Sommernatten sænker over Jorden
Siig mig ei, at Du mig elsker
Skal vi vandre en Stund
Skjøndt min Himmel forladt var af Solen
Somren er saa smuk
Som Sølv lyser Maanen fra Himlen inat
Sorger og Smerte skal flye, hvor vi bygge
Stormvinden Havet reiser
Synd er det, hvem der os fortæller
Sørg ikke længer, naar mig Døden rammer
Søvnløses Sol, Du melankolske Stjerne!
Saa henrykt vi mødtes, vi skiltes saa kjærligt
T
Tag dem, o Død! ak, Intet meer
Tidt i den stille Nat
Til Sommer vil Svalen
Tilaars var Enken, eet Barn kun hun havde
To Væsner, skjønnere end Alt omkring dem
Tusmørket er trist og skyfuldt
Tændes Dagen paa Himmelens sittrende Pande
Tætved en Landsby, graat af Aar
U
Uhyggeligt var Stedet. Bækken, som
Under de tætte Linde
Under et mægtigt Kastanietræ
Uskyldige Glut med den Blomst saa hvid
V
Ved en uhøstet Riismark laae
Vi har holdt trofast sammen
Vi skiltes i Taushed, men sørgede saare
Vort Liv er kun et Gjøglespil
Ø
Ønsker Du at vide, naar
