Der er et Vist, jeg veed ei hvad,
Ved en frimodig, sorgløs Dreng,
Og naar jeg seer ham, kjæk og glad.
Sig boltre frit paa Mark og Eng,
Hans Gru for Bogen, Lyst til Skjemt.
Endnu af ingen Skyld forstemt,
Ukjendt med Sorgens Skygge:
Da drømmer jeg mig ung igjen,
Min Barndoms Spor jeg træder end
Og føler al dens Lykke.
Dog, det er ei ved Leg og Lyst,
Naar, røvet Tankens mindste Gnist,
Han tumler sig af Hjertens Lyst,
At han mig fængsler mest.
Lad ham og juble høit i Sky,
Mens Eccho gier igjen
Hans muntre Latters vilde Gny —
Det rører ei mig end:
Som Rynkerne, min Pande slaaer,
Sligt ei mig meer til Hjertet gaaer.
Men naar saa midt i Legens Iver
Han standser, som af Toner vakt,
Mens paa min Kalden ei han giver
Meer end paa Fuglens Qvidder Agt,
Men stirrer hen i Vind og Veir,
Som gled en Drøm forbi ham der —
Da maa jeg skue ret engang
Hans skjønne, tankefulde Øie,
Og Træk for Træk forfølge nøie,
Som Stropher af en gammel Sang:
Og Mindet tusind Ting mig bringer,
Som fløi forbi paa gyldne Vinger,
Af Tiden nu i Lænker lagt;
Der sænked sig som Toner milde,
Og lod mig taus og mørk og stille,
Men dog med Trolddomsmagt
Min Pande gav et Præg af Fred.
For skyldfrit til at vare ved.
Det selsomt er, hvor Tanker tidt.
Mens Barnets Puls slaaer kjækt og frit,
Sig trænge frem som Kjød og Blod,
Midt i hans vilde Ungdomsmod;
Hvordan, mens Lyn hans Øie tænder,
Og Livskraft hver en Muskel spænder,
Der vaagner brat en Drøm,
Saa stærk og sød, at mange Gange
Hans hele Sjæl den taer tilfange,
Mens paa dens tause Strøm
Med Skyen han vil flyde hen,
Saa flygtig og fortabt som den.
N. P. Willis.