Hvor bliver ikke Skjønhed dobbelt skjøn,
Naar af et trofast Sind den herligt smykkes:
Smuk Rosen er, men smukkere den tykkes
Ved Duften, som den spreder sødt iløn.
De vilde Hybenblomsters Farvepragt
Er skjøn som hiins, der eier Rosenduften,
Naar de paa Stænglen gynge frit i Luften,
Og Somren har bortaandet Hylstrets Dragt.
Men da kun Øienslyst er deres Glands,
Urørt de leve og uændset blegne,
Mens hiin, selv naar den maa i Døden segne,
Fortryller med sin Vellugt end vor Sands:
Saa skal, naar Støvet maa din Skjønhed kræve,
Din Elskov end paa mine Strenge bæve.
Shakspeare.