Uhyggeligt var Stedet. Bækken, som
Igjennem Skoven randt, slog her en Bugt,
Og vided ud sig. Ingen Rislen hørtes;
I dets Sted hviskede de tause Hvirvler,
At Strømmen her blev dybere. Gravvæxter,
Cypres og Tax og dufterige Cedre
Og skyggefulde Graner voxed tæt,
Og fra de dunkle Grene, midt i Natten
Udstødtes Suk og Klagelyd som Døden.
Hvor selsomt! thi om Dagen stod de der
Foruden Liv og ligned fast, mig tyktes,
Et Mindesmærke, som den dunkle Jord
Udaf et sorgfuldt Bryst en Ungmø satte.
Ja, Løvet selv Naturens Farve skifted
Og klædte sig i Sort; den vilde Brombær,
Med Armene udstrakt og overkors
Udover Strømmen hængte, som en Skildvagt,
Der holdt med Løvets Hager fast det Mos.
Som løsned sig fra Kanten, visne Grene
Og tørre Græsstraa, der med Strømmen flød,
For dermed at bedække fromt den arme
Marcelias Dødsseng. Aldrig kasted her
En dristig Fisker Nettet ud med Haab,
Thi hvert et Liv er slukt. Den smekkre Raa,
Der plumrer Bækken med stakaandet Snøften,
Flyer ængstlig bort fra det vanhellige Sted,
Og Qvien løber brølende forbi,
Og Hunden laber ei, og Vinterfuglen
Gaaer høiere med Strømmen. Dog jeg elsker
At dvæle der; og naar sig Maanen hæver
Og lyser ned iblandt de dunkle Graner,
Saa rød og stor, igjennem Aftnens Taager;
Og naar de tunge Grene sig bevæge
For Vinden hid og did — jeg lytter efter:
Det er, som hørte jeg en Klagerøst,
Der beder og der klynker mellem Løvet,
Som skjulte det en Udaad. Sagnet gaaer,
At her en stakkels Pige, som stod ene
I Verden, og hvem Skjæbnen gik imod,
Engang har streifet om, og her man mener
Hun kasted sig i Strømmen. Du har sikkert
Engang hørt tale om Marcelia,
En Datter af den fattige Nolina,
At hun forsvandt? — O, ja! men, ak! hun elsked
En rig og fornem Mand; han tog en Hustru:
Da græmmed Pigen sig, til hun blev syg,
Og drukned sig af Kjærlighed.
Barry Cornwall.