Mit Haar før Tiden graaned alt,
Mit Ansigts Foraarsroser faldt,
Mit glade Sind har tabt sin Lyst,
Og Hjertet ældes i mit Bryst;
I Feber brænde mine Aarer,
Mit Øie fyldes tidt med Taarer:
Du, som mig engang elsked, mærk!
Det er dit Værk!
Her, bag min Pande dybt forborgen,
Muldvarpen lig, sin travle Færd
I Livets Foraar øved Sorgen
Og pløied sine Furer der.
Bag Stoltheds tætte Skjold forskandset,
Mit Hjerte holder stadig Vagt,
Men Blodets Lavastrøm ustandset
Sin Skranke bryde vil med Magt.
Dog, hellere, min Fred berøvet,
Af Sorg omtumles fjernt og nær,
Som i en Storm Septemberløvet,
End støde Lidenskaben her
Fra Hjertets Throne! — Falske, mærk!
Det er dit Værk!
Og møder Dig mit Øiekast
Ei som i fordums Tid, men fast,
Alvorligt, hvis min Stemmes Klang
Dig synes fremmed mangengang,
Lad ei Forvandlingen Dig overraske —
Forvandlingen? Hvad siger jeg?
Det er jo kun den ydre Maske,
Der viser dette Billed Dig:
Min Ømheds Flod sig bagved dølger —
Den svulmer, reiser sine Bølger!
Selv nu — jeg føler det! — (saa svage
Vi Qvinder er!) et Ord ikkun,
Der strømmed kjærligt fra din Mund,
I Toner, som i gamle Dage,
Da faldt jeg om din Hals, og der
Græd ud min Smertes dybe Strøm,
Og agted ei det Svundne meer
End Mindet om en hæslig Drøm,
Som Morgnens første Straaleskjær
Forjog med skumle Skyggers Hær.
Det maa ei skee! — Jeg Vagt har sat
Ved mine Tanker Dag og Nat,
For stolt og kold og uden Klage,
Skjøndt Hjertet vaander sig derved,
Med Smiil, skjøndt Kinden brænder heed,
At vende til mit Hjem tilbage,
Hvor Sjælen, ene med sin Qvide,
Sin Stolthed lægge tør tilside.
O! kunde da Du blot mig see,
Paa Knæ, i navnløs Smerte bøiet,
Udøse al min bittre Vee,
Mens Taarer strømme mig fra Øiet:
Det Sorgens Billed, som jeg dulgte,
Dig greb da med en Magt saa stærk,
At evig Tanken Dig forfulgte:
„Det er mit Værk!”
Mary Ann Browne.